Naturvandring 2015

14 maj 2015

Artikeltekst bragt i Grundejerforeningens medlemsblad “Sandpapiret”, juli 2015:

Naturvandringen med Thomas
– igen en stor oplevelse

Jeg skriver dette lille indlæg til Sandpapiret, fordi jeg var én af de heldige 25 personer, som deltog i den fantastiske oplevelse af naturvandringen den 14. maj.

Som jeg har oplevet det to gange tidligere, var Thomas Vikstrøm igen den perfekte og yderst inspirerende turleder. Vi så, hørte og duftede ubeskriveligt mange forskellige dyr og planter.

Jeg har taget nogle stemningsbilleder fra turen, men har ikke haft held til at komme tæt nok på fuglene med mit kamera, så det må blive til nogle arkivfotos, som redaktøren af Sandpapiret finder frem. Det er jo ikke til megen fornøjelse at se fotos af en masse tagrør – dér, hvor vi både så rørhøg, skægmejser og stedet, hvor isfuglen skulle have været…

Thomas Vikstrøm har nedskrevet en liste med 32 observationer af de fugle, vi så denne morgen. Et link til listen findes på grundejerforeningens hjemmeside www.sandet.dk under ARRANGEMENTER, hvor der kan linkes til DOFbasen (Dansk Ornitologisk Forbunds hjemmeside). Her finder man detaljerede informationer om observationerne.

Tak for turen – vi håber I vil stable et lignende arrangement på benene næste år igen!

Susanne Røhl


Her kommer du til DOFbasen med morgenens observationer